Signe Toft er præst for mennesker, der sjældent selv træder ind ad kirkedøren. Derfor cykler hun ud til dem på gaden, i varmestuer og midt i liv præget af misbrug, hjemløshed og psykisk sygdom. Og det, hun regner for noget af det vigtigste i sit arbejde, kan vi måske alle sammen lære noget af.

Vi kan som regel mærke forskel på at blive set og på at blive vurderet. På et blik, der møder os. Eller et blik, der hurtigt glider videre.

Mange af de mennesker, Signe Toft møder, når hun cykler gennem Vejle på sin ladcykel, er vant til det sidste. De lever med misbrug, hjemløshed, kriminalitet, psykisk sygdom eller ensomhed, og mange har gennem store dele af livet oplevet at blive set ned på.

Som gadepræst kan Signe Toft ikke løse alle de problemer, de står i. Men det er heller ikke sådan, hun ser sin vigtigste opgave. Tværtimod kan der ske noget betydningsfuldt, når hun sætter sig ned med et menneske og giver sig tid til ikke at gøre noget.

En præst der kommer til dem

Signe Toft er diakoni- og korshærspræst i Vejle Provsti og er en af folkekirkens knap 20 gadepræster, som de kaldes i daglig tale. De står til rådighed for samfundets mest marginaliserede og udsatte mennesker, og Signe Toft har i Vejle sin gang på gaden, i varmestuer og væresteder. Her holder hun blandt andet små andagter og har samtaler med dem, hun møder om alt fra skyld og håb til misbrug, sorg og det liv, de står midt i.

- Det, jeg kan tilbyde, er at komme til dem. Det kan være svært at træde ind i kirken, især hvis man ikke føler sig særlig meget værd, men jeg har en oplevelse af, at det faktisk betyder noget, at de har en præst, der er deres. Mange af dem har brug for en, der lytter og har tid til dem, siger Signe Toft, der som præst har udvidet tavshedspligt og ikke noterer noget ned.

Dét kan give en ekstra tryghed for dem, oplever hun.

- Vi taler om lige det, de har brug for. Det kan være virkelig tunge emner som børn, de ikke har kontakt til, skyld og traumer fra barndommen, men det kan også bare være nærvær uden ord. Andre gange har de brug for, at jeg beder for dem eller velsigner dem. Jeg oplever, at velsignelsen giver dem en følelse af at være set, rummet og elsket som de mennesker, de er. Når jeg kommer på gaden, er det nogle gange bare det, de beder om, siger hun.

Små øjeblikke af håb og værdighed

Signe Toft plejer at sige, at hun er præst der, hvor ingen andre er. Hun holder også foredrag om livet på gaden og om, hvad det vil sige at møde mennesker i øjenhøjde, når de ligger ned. For hende er arbejdet som gadepræst nemlig næstekærlighed i praksis.

- Jeg ser det som en af kirkens vigtigste opgaver at være der for de mennesker, der har det sværest og kæmper allermest med livet. Vi læser i Bibelen, at Jesus gik ud og var sammen med de mennesker, alle andre bevægede sig væk fra. Og han siger til os, at vi har en forpligtelse til at tage os af hinanden, siger hun.

For Signe Toft handler den forpligtelse om at give noget, som er en mangelvare hos mange af dem, hun møder.

- Hver dag er en kamp for de her mennesker, og jeg kan ikke fikse tingene for dem. Men netop derfor ser jeg det som min fornemmeste opgave at forsøge at give dem små øjeblikke af håb og værdighed i deres liv, siger hun.

- Vi har jo alle sammen brug for at blive set og føle os noget værd. Når man lever et udsat liv, har man ofte oplevet at blive set ned på altid. Så hvis vi skal hjælpe et andet menneske, bliver vi nødt til at begynde med at give dem følelsen af at være værdsat og set, siger hun.

LÆS MERE: Beredskabspræst hjalp under tsunami-katastrofen: "Der skal være nogen, der står fast, når alting vipper"

Det vigtigste vi kan give hinanden

Og her er noget af det mest betydningsfulde nogle gange at give sig tid, oplever hun. I begyndelsen føltes det ubekvemt, for var det overhovedet et arbejde at sidde helt stille på en varmestue med et andet menneskes hånd i sin?

I dag ved Signe Toft, at netop det er en hel central del af hendes job som gadepræst. For at turde blive i stilheden kan være en måde at vise et andet menneske, at det er værd at blive hos. Og når hun giver sig tid til bare at sidde ved siden af, kan der opstå mod til at åbne op.

- Tid er dyrebart og noget af det fineste, vi kan give hinanden. Noget af det, mit arbejde især har lært mig, er at turde være i stilhed med et andet menneske. Ikke at skulle løse, fikse eller tale, men bare være der. For så sker der ofte noget meget stort og rørende, fortæller hun.

- Efter tre kvarter kan vedkommende pludselig kigge på mig og sige ’Jeg blev misbrugt som barn, og jeg vil ikke tale om det.’ Og så er der ikke mere. Der er ikke brug for, at jeg skal sætte en masse ord på udover ’Tak fordi du deler det.’ Nu har han delt det, og han bærer det ikke længere alene. Nu bærer jeg det sammen med ham.

LÆS MERE: Præster med særlige opgaver